Lene & Karsten
Lene har ledet folkedans siden 1988 – først i Aarhus, siden i Grenaa, på Salling og i de seneste år i Vendsyssel.
Lene er meget aktiv inden for dans og har deltaget i mange dansekurser, ligesom hun også selv har undervist på kurser både for dansere og instruktører. Hun kan lide at tage udfordringen op med ukendte danse, for – som hun siger – det skærper opmærksomheden hos alle, både dansere, spillefolk og danseleder.
Et godt socialt miljø på dansegulvet og en god ”ping-pong” med spillemanden er for Lene ensbetydende med, at en danseaften har været god.
En anden vigtig ting er, at Lenes mand, Karsten, deltager. Han er også danseleder, holder sig dog ofte lidt diskret i baggrunden, men træder til, når der er behov for det. At Karsten er med, betyder bl.a., at danserne altid kan få en dans vist uden at skulle gætte sig til, hvad den ene halvdel af parret skal lave, og det betyder også, at Karsten altid er til rådighed, hvis der mangler en partner.