Migatronic imponerede
Biersted Folkedanserforenings virksomhedsbesøg på den verdensomspændende svejsefabrik Migatronic i Fjerritslev blev en ubetinget succes. De 25 folkedansere, heraf en halv snes fra Saltum Folkedanser- og Spillemandsforening, var imponerede først og fremmest over fabrikkens størrelse, og ikke mindst de kvindelige deltagere var overraskede over, hvor rent der var overalt, og hvor stor orden, der herskede.
Men det var naturligvis især det avancerede svejseudstyr, besøget handlede om, og med folkedansernes spillemand og Migatronics servicekonsulent Arthur Nielsen som en kompetent guide blev gæsterne indviet i alt fra fabrikkens udvikling af design og teknologi over produktion til distribution til det meste af verden.
Det tog mere end en time at vandre rundt i de store produktionshaller, og det var ifølge Arthur kun en del af fabrikken, der blev besøgt. Gæsterne fik et godt indblik i den supermoderne teknologi, der har gjort den 40 år gamle fabrik til én af verdens førende. På nær printplader fremstilles svejseudstyret helt og holdent på Migatronic i Fjerritslev. I et stort antal lande er der oprettet datterselskaber, men i langt flere lande har fabrikken sine kunder.
Hele tiden er svejsespecialister på rejse i Danmark og ude i verden for at servicere kundekredsen. Og hele tiden er der en udvikling i gang, bl. a. er det nu også muligt for Migatronic at tilbyde løsninger til anvendelse af robotter i forbindelse med mere avancerede svejseopgaver.
Selv om folkedanserne nok ikke er de store købere af svejseudstyr, så skortede det ikke på fabrikkens gæstfrihed. For efter rundvisningen blev der serveret brød og kaffe.