Rejserne foregår som regel i bus, hvor der ikke er mangel på snak, sang, musik eller skægge aktiviteter. Det helt specielle ved disse busrejser, er imidlertid bespisningen ud og hjem.
Der handles stort ind af brød, smør og pålæg f.eks. spegepølse, sild, rullepølse, hamburgryg, ost, osv. Det hele opbevares på køl i bussen.-Og der er altid nogle, der afprøver spændende opskrifter på hjemmebagte kager, så eftermiddagskaffen er reddet hver dag.
Endvidere medbringes også et interessant udvalg af øl, vin og vand, der næsten foræres væk til spotpris.
Når vi er sultne, finder vi et godt sted og holder ind. Maden, engangsservice, servietter og papirdug findes frem i et snuptag og rettes an på det, der er nærmest. Det kan være borde, som allerede står der, tønder, brædder eller et og andet vi selv har i bussen, der kan agere ta-selv-bord.
Så er det bare om at række til. Der bliver spist godt, for man er dobbelt så sulten i naturen og i gode venners lag.
Og der bliver spist, snakket og grinet rundt om på græsset, på bænke, borde og stole eller hvad der nu findes .
Det er samvær og hygge så det batter- - - og så er det med til at gøre turen billigere.